Jeg var i min Uskyldighed;
De sexten Aar jeg endte;
Og Mark og Skov og Blomsterbed
Var al den Ting, jeg kiendte.
Da kom en ung, en fremmed Mand;
Jeg ham vist ikke kaldte;
Hvor blev jeg underlig, da han
Til mig om Elskov talte!
Hans Haar om Halsen flagred’ hen,
Var skiönt og langt tillige;
Og Halsen, — o hvor smuk var den!
Det kan jeg aldrig sige.
Og i hans Öie saae jeg tidt
En venlig Bön og Klage;
Hvor var hans Öie klart og blidt!
Jeg har ei seet dets Mage.
Hans Ansigt var som Melk og Blod;
Jeg aldrig saae dets Lige;
Han talte godt, men jeg forstod
Ei hvad han vilde sige.
Han fulgte stedse efter mig,
Og sukkede, — den Arme!
Min Haand han trykte inderlig,
Og kyste den med Varme.
Engang, med venlig Smil og Röst,
Jeg spurgte: hvad han vilde?
Da trykte han mig til sit Bryst;
Jeg saae hans Taarer trille.
Jeg blev ei vred paa ham, og dog
Har ingen för mig krystet,
Og begge mine Öine slog
Jeg lige ned paa Brystet.
Jeg lod mig ikke mærke med
Den allermindste Klage;
Slet ikke, — og han flöi afsted;
Gid han dog kom tilbage!