Vi bringe dig med Sang og Dands
Den skiönne, blanke Axekrands,
Som Brudgom og som Brud.
Ved Flöitens og Fiolens Klang,
Og Klokkers Lyd, i Frydesang
Hvert Hierte bryder ud.
Os Frihed giver Lyst og Mod.
Hver Möe er frisk, som Melk og Blod,
Som Röret rank og glat.
Hvor stadser ei den unge Mand
Med hendes Blomsterkost, som han
Har fæstet paa sin Hat.
Du, som os denne Frihed gav,
See Træet, hvor det bugner af
Dets Frugter rundt omkring.
Hist bröler Qvægflok uden Tal,
Her bræge Faar i grönne Dal;
See Hestens kaade Spring.
Hvor deiligt stod ei Kornet her!
Spörg vore Lader! er enhver
Ei op til Taget fuld?
Og hver Dag Pleilen lystig slaaer,
Og Læs paa Læs til Byen gaaer,
Og Laden blier dog fuld.
Hvert Korn vi dog ei sammenrev,
Paa Marken nok tilbage blev,
Som Enken samle kan;
Kun den, som gaaer i Trældoms-Aag
Hver Smule skraber op, og dog
Kun Tidsler höster han.
Med Blaaböy-Krandse pynter sig
Vor Börneflok, og lystelig
Den dandser, sund og glad;
Og under alle andre vel,
Og gier den arme, sultne Træl
Af sin Midaftens Mad.
Vi stræbe trolig Aar fra Aar,
Forbedre Mark og Eng og Gaard;
Vi skaane ei vor Sveed. —
For Fogdens Svöbe er’ vi frie.
Men Herrens Vink —- det fölge vi
Med sönlig Lydighed.
Hver Söndag ved vort Keglespil,
Saa drikke vi hverandre til,
Og skienke bredfuldt Maal. —
Vor Fader! længe leve han,
Som satte os i Friheds Stand!
Vor gode Faders Skaal! —
Om Sommer-Aften ved vor Dör
Vi spille paa vort smalle Rör,
Og glade synge vi:
Vor Fader længe leve han,
Som tog os ud af Trældoms Stand!
Hei lystig! vi er’ frie.
Vi bringe dig med Sang og Dands
O Fader! denne Axekrands,
Som Brudgom og som Brud.
Vi förte Plov og Harv med Lyst,
Og vi fik en velsignet Höst;
Vel den, som troer paa Gud!
Der hænger nu den blanke Krands,
Nu, Karle! frisk til Glædes Dands
O syng hver Bondesön:
Vor Fader og hans kiere Slægt,
Tag, Himmel! i din Varetægt!
Giv dem de Godes Lön!