Iil, o Ven! fra Stadens skumle Mure;
Ved Naturens Barm du söge Tröst
Imod Plagerne, som hisset lure;
Her er idel Fred og salig Lyst.
Skove, Marker, Haver, Söer, Höie,
Soel og Maane, Stierner uden Tal
Vise her dit glædedrukne Öie:
At vor Jord er ingen Jammerdal.
Og er du iblandt de Lykkelige,
Som kan reise til en Vennekreds,
Du derhen med barnlig Længsel hige!
Strax er du med Verden vel tilfreds.
Fölg med Venner, hvor Naturen vinker,
Og den deelte Glæde trefold nyd;
Og naar Aftenstiernen venlig blinker,
Glad du overskue Dagens Fryd!
Som Naturens Skiönhed kaldte did,
Deler eders Fryd, som troe Veninder;
O! da er dig Skiebnen tifold blid!
Kun ved værdigt Skiemt og skyldfri Latter
Vent af dem et Bifalds-Smiil til Lön;
Vil du yndes af Naturens Datter,
Selv du vorde da Naturens Sön!
Held mig! jeg har nydt Naturens Glæde;
Her er Dyds og Vids og Venskabs Sæde;
Her er giestfri Lyst og nöisom Roe.
Du, som döver mig med vranten Klage,
Reis didhen, hvor Glæden favner dig.
Kommer du da mörk og barsk tilbage;
Vee dig, Ven! du er ulægelig.