Kalliope
→
Digtere
→
Lars Jørgensen
→
Førstelinjer
Lars Jørgensen
(1857–1945)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Biografi
Søg
A
Ak, vandrer du i Drømme, lille Flue!
B
Bølgerne nynner og nusler ved Kyst
D
Dagene glider i Evighedsflod
Decemberdag med Taage, Rusk og Regn
Den gamle Sol har pudset blank min Rude
Den lange, mørke Vinter, saa svandt den dog omsider bort
Den lyse Sol nys sænked sig i Hav
Der ligger Fred paa Hvidbjergs gamle Banke
Der smyger sig omkring min Kind
Der stod et gammelt Poppeltræ for Hjemmets lave Rude
Der stod i Faders Huggehus en Tællebænk saa gammel
Der var engang en Oberst Brum, en streng og myndig Herre
Det lille Hus med Tag af Straa
Det var en Dag i Ungdom god, vi mødte som Rekrutter
Dybsindig spanker han, den gamle Degn
E
Efteraarets travle Sus igennem Skoven jager
En lille Han af Spurveætten springer
Et lille Beds ydmyge Flor
Et Sekel halvt er sunket ned
F
Farvel du Sol, som nu gaar ned
G
Gamle Bælt med Urtidsminder
Græsgrønne Skrænter og Sol over By
H
Historien fortæller og tvinger sig i Hu
Hvad mon større Skønhed ejer
Hvad var min Slægt i Tidens Vaar
Hvor de hvasse Vinde
Hvor Stormen farer frem i Trav
Hvor Vejle har stukket sin Fangarm mod Vest
Hvor Verden da æ mylderfuld
Hvor æ Skov aa æ Mark gik hveranner te Haann
J
Jakob har sovet i Snese af Aar
Jeg finder alt saa herligt
Jeg fletter dig en Mindekrans
Jeg hader den djævelske Sladder
Jeg hader den snobbede Kryben
Jeg har siddet ved Aaen i smilende Enge
Jeg stod i Lykkens Solskin
Jeg stred mig saa trælsomt ad Skrænterne op
Jeg tager en Bog fra en støvet Reol
Jeg véd en lille græsklædt Vej — som snor sig gennem Skoven
Jeg vil kæmpe din Sag
K
Kranset af Banker, af Aaen og Eng
L
Lille Lærke, du som svinger
Livets Vogn paa Livets Scene
Læs Historien, du Bonde
Læs langsomt Poesiens Blad
M
Mi’ Faer og Muer vaar fatde Folk aa soer i lejet Stej
Maane, jeg synes, du griner, din Rad
N
Nu blunder gamle Moder, og Dagen staar i Kvæld
Nu drømmer Jorden i Frostens Puder
Nu glider Solen ned bag Skov
Nu stunder Vinter til
Nu støjer derude den fredløse Nat
Nys tindred Dagen i Sommergløde
O
O Esbjerg, nu ligger du voksen og fin
O Himmeldyb — hvad rummer dine Boder
P
Paa Gadernes rimslagne Stene
S
Se hen i Hjørnet, hvor dog Musikanten
Si, han haajh sæ en Hus lont derur ve’ æ Skov
Solen er sunken bag Kimingens Kyst
Som Kommandør jeg sad engang paa Vagten Citadellet
Stille Fjord i stille Skove
Stol ej paa Stormands Venneord
Strø kun, Sædemand, dit Frø —
Stærens Fløjt i Havens Linde
Staa stille her paa Skrænten i denne skønne Kvæld
Saa har vi bygget et samlende Hjem
T
Trosserne løses og hales om Bord,
U
Underfulde Sommermorgen!
V
Vi koldt’ ham Pæjrte dawle, hans Kuhn hedt’ Ann’ Mari’
Vi løfter Flig og ser paa Fremtids Scene