Nu støjer derude den fredløse Nat,
hvor Maanen har blændet sin Lygte.
Og lavt over Huse og Høje og Krat
de vindrædde Skyer forsvinder saa brat,
som Frelsen i Flugten de søgte.
Jeg lytter bag Ruden til susende Træer
og hvislende Stikkelsbærbuske.
I Karmen det fløjter, det jamrer i Spær,
og nedfaldne Blade gaar atter i Færd
med Dansen, de synes at huske.
O jagende Sus, som nu strejfer min Dør,
før dybt gennem Mulmet I svinder,
det er, som I løfter det dækkende Slør
for alle de Stunder, jeg levede før,
for alle de sankede Minderi!
I bringer igen det velsignede Sus,
der jubled paa Barndommens Veje,
der toned saa blødt om mit Fædrenehus
og dansed med Løvet paa Gangenes Grus
og sang om mit søvnrige Leje.
I synger en glad og befriende Sang
om Ungdommens sollyse Høje,
da Kræfterne steg under Arbejdets Gang,
og Haabet sig ud over Vidderne svang
med Letsindets smilende Øje.
I leger med Manddommens staalsatte Mod
og viser mig, hvad jeg har evnet.
Hver Hindring, jeg fandt for min higende Fod,
hver Stund, jeg har grædt, og hver Trods i mit Blod,
hver Lykke, I fører til Stævnet.
Ak sig, vil I tysse derude den Dag,
da Foden har maalt sine Mile,
da kun er tilbage et Menneskevrag,
som angrende venter paa Dødsklokkens Slag,
før evigt det synker til Hvile?
I tier. I synger om, hvad der er sket
af Glæder og Sorger og Jammer.
Saa far da jer Vej med det Liv, I har set,
til alle de Sjæle, I finder beredt
i Mindernes ensomme Kammer!