Hvad mon større Skønhed ejer
end en frodig Sommereng?
Fine, gule Kabbelejer,
lyseblaa Forglemmigejer
gror med Gøgeurt i Flæng.
Aaen som en krummet Streng
hist og her i Bugter blinker.
Skov og Korn paa gule Brinker,
Rør og Græs med Frøbehæng
blødt i Sommervinden vinker.
Strygestrejf paa Leens Strenge,
klingert Skrig fra Vibebryst,
Sang og Fløjt af Hyrdedrenge,
Kalvebrøl i lukket Vænge,
Biers Surr i Honninghøst,
Horsegøgens Dirrerøst,
Fuglesang i Siv, der sukker,
Aareslag i Strøm, der klukker,
bringer mig saa rig en Trøst,
Sindet sig i Lykke vugger. —
Samme Sang som alle Dage,
samme Lyst og samme Flor:
Viben fejder end med Krage,
Svaler lavt paa Sletten jage,
Faaret kalder paa sit Nor,
Lærkesang, hvor Kløver gror,
Gøgekuk, hvor Hegnet dølger,
Andekluk i Rør, der bølger,
det er som et skrevet Ord,
der til alle Slægter følger.
Tordenskyen fjernt derude
dænger Dis paa Bælt og Skrænt,
ruller ned for Solens Rude,
og den lille Fiskerskude
har den halvt mod Kæntring vendt.
Se, et Farvespil er spændt
fra vor Jord til Himlens Tinde,
alle Farver har det inde.
Nu og da et Lyn er tændt,
funkler, farer som i Blinde.
Ellers Sol paa alle Egne,
Lokkeleg paa Land og Strand;
Malkekøer i Kløver segne,
gule Skrænter omvendt tegne
sig i Fjordens tavse Vand.
Bonden herser med sit Spand,
som af Brems og Fluer plages;
Furen knap kan lige drages
gennem Agerkaalens Brand,
som af kløgtig Bonde vrages.
Solen gaar mod Kimingranden,
Skyggen gror fra Hegn og Hus;
vestlig Rude tænder Branden,
bag ved Spandet rokker Manden
hjem til Aftenfad og Krus.
Havet aander tyst sin Gus,
dybt i Kær en Solsort fløjter,
travle Myg om Kinden føjter,
gennem Siv gaar Aftensus,
sildig Fisk med Vandet sprøjter.
Vemodsfyldt jeg paa dig grunder
skønne Dag, som staar fra Ror!
Kirkeklokken ringer under
Dagens Sang og Sorg og Vunder
for min Søster og min Bror.
Fredfyldt staar vor gamle Jord,
falset ind i Solfaldsramme
og med Guldskær over Damme,
kun, hvor Fiskerfolket bor,
vaagne Hunde hidsigt glamme.