Der ligger Fred paa Hvidbjergs gamle Banke,
den Fred er født i længst forsvunden Dag.
Der stiger Nynn fra Bølgens Sølvermanke,
det Nynn har lydt for Oldtids Folkeslag.
Og Vinden blunder, Flyvesandet sover,
en vækket Vibe jubler Vaar derover.
Lad Sydens Dale yde, hvad de evne,
lad Nordens Klipper gribe dybt dit Sind,
vi har dog Pletter — om end i det jævne
der føder Fryd og lukker Lykken ind.
Ret Øjet ud, lad Øret aabent lytte
og sig mig saa, om du har Lyst at bytte.
Som her du ligger, Hvidbjerg, saa alene
i Krogen mellem Rands- og Vejlefjord
med Flyvesand og Grus og Flintestene,
i Bølgenynn og Fuglesang i Kor,
du ligner allermest en Skaldepande,
hvor Fyr og Lyng som Haar din Nakke rande.
Her er et Vidsyn, som min Sjæl beruser,
saa Glemsel dækker over Livets Fejl.
Og Vejlefjorden staar med gyldne Kruser,
hvorover vugger sig en Baad med Sejl.
En Maage dykker, og en Andrik bejler,
mens Vaarens Ynde sig i Voven spejler.
Og se det lave Landskab imod Sønder,
hvor Rug og Kløver striber Blakkens Muld,
hvor Sæden lægges af de travle Bønder,
og Aaen blinker som et Baand af Guld.
Alt staar saa klart i Fugleperspektiver,
saa evigsandt det Kunsten aldrig giver.
Der glimter Sol paa Skovens Bøg og Birke,
og Slaaenbusken staar i Blomstersne.
Mod Løvet lyser grelt den hvide Kirke,
og Trælle Klint man kan i Fjorden se.
Og som Vedetter — klart mod Horisonten —
de sære Træer paa Næsset ses i Fronten.
Hør Lærkens Kvidder over Sand og Stene
og Stærens Fløjten fra det røde Hus.
Hør Gulspurvsangen mellem Fyrrens Grene
og Vibens Skrig og dumpe Vingesus.
Men hør dog fremfor alt, hvor Hegnet dugges,
en Solsorts Vemodsfløjt, naar Dagen slukkes!
Jeg skønner vel: hvor herligt her at bygge
og suge landlig Fred og Døgnets Ro.
Alt ser jeg Fyrren lunt om Ruder hygge
og Røgen stige op fra Sommerbo.
Men lad dog ej en Nytidsstøj sig sanke,
— jeg kræver Fred for Hvidbjergs gamle Banke.