Staa stille her paa Skrænten i denne skønne Kvæld,
mens Lysets Kilde daler bag Skov og Bakkehæld,
mens Vestenhimlen luer, og Skyer staar i Glans,
og Dufte staar af Enge, og Myggen gaar til Dans!
Sku saa over Mosen, den ligner nu et Hav,
det kommer af den Taage, som Aftenstunden gav.
Og halvt i Taagen sløret paa Dalstrøgets Bred
du ser en Landsbykirke i aftenstille Fred.
Nu runger over Mosen den gamle Klokkes Klang,
det er de samme Toner, den gennem Sekler sang.
De lød for andre Slægter, hvis Færden er forglemt,
de lyde vil for Slægter, naar Graven dig har gemt.
Jeg fængsles ej af Ordet, som andre holder paa,
— lad Hvermand derom tænke, som bedst han kan forstaa;
men lyder Klokkens Toner ved Aften over Vang,
da sitrer Hjertets Strenge med sælsom, sælsom Klang. —