Jeg har siddet ved Aaen i smilende Enge
mellem blinkende Blomster og duftende Hø,
mens jeg lytted til Leernes tonende Strenge
og til sukkende Siv og den knurrende Frø,
— og da syntes jeg, Aaen i hulkende Klage,
naar den glitrende gled mod det dræbende Hav,
i sit evige Fremad og aldrig tilbage
gav en Spejling af Slægternes Vandring mod Grav. —
Den vil bugte sig frem mellem Sommerens Enge
gennem tusinde Aar med Fornyelsens Kraft;
under isnende Panser i Vintrene strenge
vil den pløje den Vej, den i tusind har haft.
Og den skærmer i Skødet de myldrende Minder,
som er skabt af de Slægter, vor Samtid har glemt;
hyad den øj ner i Dag skal, mens Aarene rinder,
føjes sammen med det, som i Fremtid er gemt.
Den har spejlet den Ild i det elskende Øje,
som i Oldtidens Sol har forjættet vor Vaar;
og den favner i Nuet bag dækkende Høje
om det Skød, som har Kim for de tusinde Aar.
Den har lyttet til Hedningens hvislende Pile,
naar den drev gennem Siv med den slingrende Baad;
og den saa ham haandtere sin Flintestenskile,
naar han flænged de Fisk og de Fugle, han aad.
Den har krydset sit Glimt med de fløjtende Klinger,
naar de boredes dybt i det stønnende Bryst;
og det groende Blad, som for Freds vinden svinger,
skal den kende som Straa i den modneste Høst.
Og som Aaen den stræber mod Havdybets Gemmer,
vil og Slægterne haste mod Glemselens Flod;
men den plantede Stamme i Evighed fremmer
de fornyende Kræfter og Spiring fra Rod.
Og mens Aaens og Slægternes Strømme de rinde,
skal al Trældom nedmanes i Mindernes Suk;
fra de blomstrende Enge skal Mennesket tvinde
sine jublende Toner i Aaløbets Kluk. —