Nu drømmer Jorden i Frostens Puder,
hvorover Sneen sit Lin har bredt.
Der blinker Blomster paa Udmarksruder,
thi Vintersolen har Viften spredt.
Hvert Skridt, der trædes, saa skingert lyder,
hver Vogn, der vandrer, sit Ekko nyder.
Du Vinterskov med dit dybe Stille,
jeg har dig kær som en Sommerengi
Du stilner Storme, ja du kan spille
min Graad til Smil paa din tavse Streng.
Saa før da Haanden, saa skal jeg male
et lille Billed fra dine Sale:
Se, Slaaen sløres af Iskrystaller,
og svangre Hyben i Sne er gemt.
Hvor Suset sagte paa Grene falder,
der knækkes Isen med Klokkeklemt.
Og som et Minde fra Somrens Dage
har Skovens Abild lidt Frugt tilbage.
De visne Blade paa Bøge rasler,
som naar det hvisker i Mosens Rør,
og Rakler ringler paa nøgne Hasler,
de høje Stammer har Brudeslør.
Og Egen hvælver sig stolt og knudret,
mens Sneens Dryss har dens Hoved pudret.
Der gaar en Sti under grønne Graner,
den snor i Snirkler sig sært omkring.
Og Sneen dækker som Dun af Svaner,
af Himlen øjnes der ingenting.
En Fred, en Stilhed foruden Lige,
et Læ for Tanker, et Drømmerige.
Saa slipper Stien, og Bøgen hvælver
sig over Slugten og Ellens Top.
En lille Hare! mon Hjertet skælver,
mens rapt den gør over Kvaset Hop?
Se, Sporet staar der ved Egens Rødder
i Tusindtrippet af Fuglefødder.
Rødkælken pipper saa spædt og ene,
en Solsort vender det døde Blad,
en Due drømmer i Askens Grene,
en Mejse smutter i Graners Rad.
At Ræven lunt sig i Pelsen svøber,
det Sporet villigt ved Hulen røber.
Her risler Bækken om Stub og Stammer
og gaar sin Vej liden Rast og Ro.
Hør, hvor den ler ad en Verdens Jammer,
mens Isen bygger sin kolde Bro.
Her skal den messe om gamle Minder,
naar vore Dage i Glemsel svinder.
Nu strømmer Lyset, og Skoven slutter,
jeg hører Bølgernes sagte Sang.
Ved Fiskerhuset der springer Gutter
og bygger Hytter af Sten og Tang.
Og Røgen lodret fra Taget stiger,
mens Dagen stille for Natten viger.