Thi hvad et Menneske saar . . .Strø kun, Sædemand, dit Frø —Kærnen, som du høster,altid bliver Sæden lig,underfuldt det trøster.Aldrig Byg af Skeden skred,hvor du kasted Hvener.Hvad du gav i Kærlighed,Kærlighed fortjener.