Jeg finder alt saa herligt,
saa mesterligt og stort,
hvad Universets Skaber
i Evighed har gjort.
Hvert lille Tandhjul trækker
ukuet med sin Kværn,
slap Vintrens Haand fra Roret,
stod Vaarens aldrig fjern.
Den Stjerneflok, som flimred
paa Barnets Himmelhvælv,
staar lige tro og skælver
i Nattens Dam og Elv.
Saa tidt den krysted Tanken,
min Spørgen fandt ej Raad;
men trofast har den skaanet
min Klodes spinkle Baad.
Naar Humlebien flytter
med Blomstens Elskovskim,
naar Sommervinden hvirvler
med Rugens Dræ som Rim,
naar Tordenskyen læsker
hvert tørstigt Blad og Straa,
jeg finder det saa sindrigt
og herligt fundet paa.
Jeg sang i Sommerbrisen,
naar Duggen lo i Sol,
og Lærken hang og kvidred,
og Gøg og Vibe gol.
Selv ej en Vinters Øde
faldt tyngsomt paa mit Bryst,
den gav mig Længsellykken
mod Vaarens Guddomskyst.
Kun ét, du tavse Skaber,
— du taaler vel Kritik —
jeg fik en tung Erfaring,
mens Livets Strømme gik:
»Hvorfor skal der til Lykken
nødvendig være to?«
Det gav mit Liv Utryghed
og ødte mig min Tro. —
Skal jeg en Verden skabe
— hvem véd, hvad der kan ske —
jeg skaber den minsandten,
som nu den er at se,
kun skulde Hvermand evne
sin Lykke hos sig selv,
da gled med større Tryghed
hans Baad paa Livets Elv.