Jeg tager en Bog fra en støvet Reol,
et Digt, som jeg mener mig Glæde forjætter,
og sætter mig saa i Verandaens Sol,
mens Tankerne suger, hvad Øjet beretter.
Da daler en Edderkop tyst for mit Blik,
den fægter med Benene, snor sig og vender.
De siger jo alle — men holder det Stik? —
det varsler en Lykke, som Guderne sender.
Den nærmer sig mere og mere min Bog.
Lad se, hvor den traf — hvilket Ord mon den dækker?
»Aah, bitteste Edderkop, hvor du er klog,
at netop paa »Haabet« du Lemmerne strækker!«
Thi den, som har Haabets forjættende Glød,
han ejer en Gnist, om end Lykken hun sover,
han ejer en Baad, som i Taage og Nød
vil bære ham frelst over fraadende Vover.