Marie
(et Barndomsminde)
(et Barndomsminde)
I.
Et Sekel halvt er sunket ned
i døde Dages Grav,
og mangt et Spor, min Fod har traadt,
er dækt af Glemsels Hav,
dog ser jeg end dit kønne Smil,
— saa mildt som Vaarens Sol —
dit runde Legems Vuggegang,
din arbejdsgrove Kjol.
Hvor var du frisk, du Bondeglut,
der stod i Ungdoms Vaar
dengang, vi tjente for vort Brød
i Sønderjydens Gaard.
Dit Liv blev kun en Morgendrøm,
kort blev din Lykkestund;
nu sover du i fremmed Muld
al Evighedens Blund.
Hvem tager sig af fattigt Barn,
der tjener for sit Brød?
Hvem tvinger Smilet ud af Graad
for ensomt Barn i Nød?
Det gjorde du, og derfor skal
til Klokkens sidste Klemt
— dybt i mit Hjerte ristet ind —
dit Minde være gemt!
II.
To kærnesunde Søstre paa strømpeløse Ben
med Træskoringen tramper paa runde Kampesten;
med Stol og Spand i Haanden ad Staldens Midtergang;
de haster nu til Malkning i Flueflokkens Sang.
Og forrest gaar Marie saa vennesæl og god,
hun klapper Føllets Flanker og Kalv bag Hornets Rod
ej fangen Flue flakser med Rædsel i sit Sind,
før alle Lænker løsnes i Edderkoppens Spind.
Saa standser hun ved Baasen: »Naa, humme sig saa, Bos!«
Et lille Klap paa Bagen forpurrer Koens Trods,
og ajlevædet Hale, som stænker ved sit Kast,
hun snører fast i Snoren paa Bjælkens brune Knast.
Hun rokker sig til Sæde paa lave Malkestol
og drejer varsomt Øjet for Aftenstundens Sol.
De nøgne Lægge spænder om Spandens grønne Træ;
thi Skørtets Kant har listet sig næsten op til Knæ.
De lyse Lokker lægges mod Koens. Flanke ind
og vifter lindt om Halsen for aabne Gluggers Vind.
Saa nynner hun vemodigt om Kærlighedens Trang,
og Sangens Toner flyder i Takt med Straalens Klang.
Og Duehannen danser og smisker for sin Viv,
to unge Haner hugges med Næbbets hvasse Kniv.
Og Katten sidder sulten i Solens Straalestøv,
de gamle Heste gumler, og Tyren tygger Drøv.
Saa træder ind fra Loen med Favnen fuld af Straa
en Bondekarl saa kraftig, som nogentid man saa.
Da Favnens Byrde sindigt er spredt bag Hestens Kryds,
Maries Hoved bøjes tilbage til et Kys.
De kom engang til Gaarde, da Viben gol i Vang,
og Stæren spilled Fløjte til Vaarlærkens Sang.
Mens Aarene de rulled med Sang og Leg og Gavn,
to unge Hjerter mødtes i Kærlighedens Havn.
Men Skæbnen kaster Lænker om Lykkens gyldne Ben,
tidt sleben Økse venter ved Træets friske Gren.
Vel næppe Sognet rummer den Mand, som staar ham mod,
og Hjertet det er ægte, men Viljen mangler Rod.
Jeg ser dem for mit Øje ved aftengylden Aa:
hun binder bag hans Hjøle de vippetunge Straa,
og taber hun i Skaaret, saa svøber han et Neg,
i al den unge Styrke det hele er kun Leg
Er Læssetræet bundet, hun daler langsomt ned,
og Foden paa hans Skulder hun sætter fast og bred.
Han fatter frit om Benet, hun skænder lidt paa Skrømt
og sætter sig bag Skokken, hvor Karo nys har drømt.
III.
Nu tuder Hunden i vor Gaard,
og Vinden suser lydt om Længer,
en aaben Lem i Laden slaar,
og Sneen Taget overdænger.
Nys Klokken slog i Stuen ti,
til Drøm hvert Øje lukkes i.
Og Karlen gik ved Solfaldstid
til Vaskerkonen hist bag Broen.
For længst han burde været hid,
han er vel havnet da i Kroen.
Hvert Løfte, han som ædru gav,
forsvinder da som Skum paa Hav.
Der høres Klang af Bindseljærn
fra nære Stald, hvor Koen dryner.
Den yngre Søster søger Værn
mod Kuldegys i Vadmelsdyner.
Marie vaager, tung i Sind,
med Haanden under dugget Kind.
Jeg sætter mig paa Kistens Kant
med Panden ind mod hendes Hjerte,
og Tiden gaar, nys Tanen svandt
til Bunds i bulet Kobberkærte.
Hun klapper blødt min Barnekind
og dysser mig i Drømme ind.
Jeg vaagner — ved hun springer op,
just Klokken toner Midnatstide.
En Skælven staar i hendes Krop,
og Taarer ned ad Kinden glide.
Der høres Traadd i Gaardens Grus
og Sang igennem Nattens Sus.
Saa famler han ved Klinkens Tag,
mens sidste Tone han forhøjer;
hun lukker op, og med et Brag
han ind igennem Døren støjer.
Den Tanke i mit Hjerte gror
at øve Hævn, »naar jeg bli’r stor«.
IV.
En Vinter gik, og Vaarens Sol
nu mildner Østensuset.
I Gaar jeg hørte Gøgen gol
i Hylden bag ved Huset.
Der damper Dis af Moder Jord,
og Grødeduften stiger,
og Græs og Blomster staar i Flor
paa Ager, Eng og Diger.
Kun idel Fryd til Øret naar
fra Skove, Hegn og Hækker,
I Mosens Mudder Padden staar
i Elskovslyst og kvækker.
Og kun Marie bærer Tegn
af Sorger dybt i Sjælen.
Men græd kun, Barn, tidt Skyens Regn
har løsnet Ler om Pælen.
V.
En Sommer stod fra Roret, og Droslen glemte Tonen brat,
mod Syd var Storken flygtet for Nordenvindens Nat.
Paa vædeblanke Furer blev Vinterrugen kastet ud,
og Bonden drog bag Harven i Tro paa Livets Gud.
Det suste over Sletten med Hagl og Regn og fældet Løv,
hver Sommerdrøm blev splittet som Landevejens Støv.
Det var som hver en Tone, den gamle Pil i Haven sang,
gik Bud for Vemodsriget og varsled Undergang.
Marie gik saa stille, og aldrig sang hun nu som før,
hvert Haab om Vennens Bedring forsvandt som Suk i Rør.
Og Tanken steg til Længsel mod Landet i det fjerne Vest,
der hvor de kranke Skæbner tidt møder op som Gæst.
Saa drog hun da af Gaarde, did ud hvor Nornen stod med Vink,
hvor Lykken tidt forsvinder som Bølgeryggens Blink.
Som rorløst Skib paa Havet vi tumler om for Storm og Strøm,
og ingen tyder Dagen, før Natten gyder Drøm.
To Somre fulgte Vintre, og Livet gik i traadte Spor.
Hvert Brev, der kom til Hjemmet, bar Haabets lyse Flor.
Og saa kom ét med Lykken, det lød som FløjtiVaarens Vift,
der stod at med en Nordmand, hun nu var bleven gift.
Ak Lykke! Næppe Aaret fik drysset den i hendes Skød,
før Posten bragte Brevet, der meldte hendes Død.
I Gravens Skjul sig runder omkring en lille Datters Kind
den Arm, som end jeg føler, naar Mindet svæver ind.
VI.
Nu Dag bag Dag er sunket ned
blandt Evighedens døde Nætter.
End veksler Karl og Pige Kys
paa Sønderjyllands fagre Sletter,
og Droslen slaar i Vaarens Bøg,
og Gøgen tæller Aar,
som da vi græd og sang og stred
i èn og samme Gaard.
Jeg sender denne Mindeflor
did hen, hvor du med Barnet hviler;
maaske du evig kun er Jord,
maaske du fra en Himmel smiler.
Du var mig god, og derfor skal
til Dødens Klokker slaa
— dybt i mit Hjerte ristet ind —
dit Minde værnet staa! —