Jakob har sovet i Snese af Aar,
henover Tuen kun Ukrudtet staar;
Slid for de andre fra Barndom til Død
Livet ham bød.
Jakob var Røgter i Naboens Stald,
virkede stille og tro i sit Kald,
fodrede Rækker af Kalve og Køer,
Grise og Søer.
Jakob var altid saa inderlig god,
stod med os Knægte paa fineste Fod.
Kors sikke Løjer, naar Bremserne stak
Kalven, vi trak!
Jakob af Fruen betaltes kontant
alle de Æg, han i Krogene fandt.
Ak, hvor vi søgte i Ladernes Fyld
Hønernes Skyld!
Jakobs Barber var af billigste Slags;
Stubbene klippedes af med en Saks.
Rynkerne trodsede ofte hans Mas;
hej! for en Spas.
Jakob blev Krøbling omkring ved de tres,
Laarene knustes af Lotte med Blis.
Spaltede Krykker med Pude og Knag
fik han en Dag.
Jakob vemodig sig krykkede frem
Dagene lange paa Fattiggaardshjem.
Engelen sluttede stille en Dag
Gamlingens Sag.
Minderne vifter i Aftenens Vind,
synker som søgende Sonder i Sind,
tisker og hvisker om Livet, der svandt,
— Jakob er blandt.