Pæ Skræjer
(Sønderjysk nær Grænsen.)
(Sønderjysk nær Grænsen.)
Si, han haajh sæ en Hus lont derur ve’ æ Skov,
hvor æ Høg tow æ Høns urren Ret aa Forlov.
Han vaar Skræjer aa gik rundt aa sy’ Klæjr te dem oli’,
baade Jakker aa Frakker aa Bows, som ku’ fold’.
Ret en særeste Snegl vaar æ Pirres te Skræjer;
hans Forstaånd den vaar stur, a haar olier kind’ bejer;
han vaar laajn i hans Taål aa ku’ træk’ mæ enhver,
baade Gordmænd aa Degn’ aa æ Kunner især.
Si, aa sy wos no Bows baade rumle aa laang,
ja, de’ gjor’ hun, mi’ Muer, manne juleste Gaang;
men aa skær’ ’em, de’ voved hun olier sæ ve’,
de’ betrow hun æ Skræjer, ner hans Ti’ vaar derte’.
Ner æ Vandmel kom frem aa bløw brej o æ Burd,
ka’ a hows, hvor hun klapped aa strøg ’et, mi’ Muer.
Hun haaj kaaret aa spunden aa vunden ’et sjel,
de’ vaar li’som, hind’- Baahn no sku’ rywes ihjel.
Saa begyndt’ han, æ Skræjer, aa tæj Môl aa vor Krop,
øwer Kors, øwer laangs, fraa æ To te æ Top.
Aa mi’ Muer hun sow te fraa æ Ehn o æ Skyw.
»Aah, Pæ’ Skræjer, gjør ’em endle saa laang’, di ka’ blyw!«
»Di ska’ blyw li’saa laang’ som æ Prehstkuhnes Kjøwl,
som hun slever i Mog, te ’en ligner en Trøvl.«
»Jamen Pæjr, er ’et sand’, for Do maa da ett lyw?«
»Ja mesél er ’et sand’ hwerren evige Yw.« |
»Ska’ æ Ehn vær’ ledt stur, maa a tænk’«? sojh æ Skræjer.
»Aa ja, gjør ’em da endle ledt rumle di Stejer.«
»A ska’ skjær’ dem en Ehn lisse stur som æ Degns,
aa han haar wal den behst, maa a trow, her te Egns.«
Aa saa bøwlet mi’ Muer baade Natter aa Daw’,
aa vi anner sow te, om æ Lomm’ kom i Law’.
Di ku’ tol en Pa’ Stølp, oli ilav di vaar ny,
men endda vaar vi stolt’ aa vist’ rundt i æ By.
Men æ Daw di er gaan, aa mi’ Muer hun er dø,
aa Pæ’ Skræjer han maa no skær’ æ Ring aa æ Brø’.
La’ no vær’, te dje’ Bows vaar ledt dawle i Snit,
di vaar stærker’ end oli de’ hæ’ nymodens Skidt.