Stærens Fløjt i Havens Linde
strømmer fra det fyldte Bryst;
Spindelvævets lette Hinde,
hvorpaa Duggens Draaber rinde,
vugger blødt i Morg’nens Kryst.
Gadehand’lens Raaberøst,
Hestes Tramp og Vognes Larmen
nervefjendske træffer Karmen;
blodigrød staar Sol i Øst,
Længslen jager gennem Barmen.
Ud, hvor Bøgens friske Blade
dugbehængte bygger Tag,
ud, hvor Lærker jubler glade
over Rugens grønne Flade,
ud til Droslens Trylleslag.
Byens travle Støj og Jag,
Skorstensskov foruden Toner
snører Smilet ind i Doner;
Livet var et usselt Vrag —
flød ej Sang i grønne Kroner.
Stands ved denne hvide Længe
i den solskinfyldte Slugt!
Bøge over Mønning krænge,
Roser travlt ad Mure trænge,
Abildgaard har nyskabt Frugt.
Vildvinsranker snor sig smukt
mellem Glug og op ad Gavle,
endda hen ad Tag de kravle.
Hunden kyser Kat i Flugt,
før den arrig Fadet savle.
Stork fra Flugt slaar ned paa Taget,
bøjer Hals og knebrer kry,
Hanekylling taber Slaget,
flygter ræd hen under Faget,
hvor et Svalepar har Ly.
Der, hvor Taagen faldt i Gry,
og hvor Lammet sprang i Glæde,
staar end Sti som Traad i Klæde,
og en flyttet Ko paany
presser Saft af dugget Æde.
Elskovssyge kurrer Duer
mellem Gøgefars Kukkuk;
gemt af Bøg og Birkens Buer,
over Rod og Sten og Tuer
vandrer Bæk med kælne Kluk.
Draabeglimt af Morgendugg,
alt som Solens Straaler stiger,
bort fra Straaets Toppe viger,
mens med lette Blomsterpluk
lune Vinde sagte sniger.
Hyrdedrengens Slag med Køllen,
Ekkosang fra Skræntens Fang,
Sus og Brus fra Landsbymøllen,
Strygens Strejfen kryds ad Hjølen
leger over Mark og Vang.
Mellem Skadens Latterklang
Hundeglam fra By sig mænger,
Krageskrig mod Sky sig slænger;
mens den lille Gulspurvs Sang
halvt sig kun til Øret trænger.
Sommerluftens blide Hyggen
spreder mer sit Vingeslag;
Bremsen nejer dybt for Myggen,
træder Dans paa Hesteryggen,
øder Kalvens Sommerdag.
Jeg vil lægge mig i Mag;
svøbt i glade Fugles Syngen
vil jeg sanke Mindeklyngen
og i dette Vennelag
glemme hele Livets Tyngen.
Ak ja, Vaardags grønne Minder,
— Dønning efter stakket Dans! —
ud fra denne Kilde rinder,
medens Haab og Livet svinder,
det, som fylder Sind og Sans.
Visnede min Mindekrans,
kap saa Grenen, som jeg tynger,
vidnefast jeg her udslynger:
da var Livet uden Glans,
Straaet tabt, hvortil jeg klynger! —