Det lille Hus med Tag af Straa
og Mosset over Mønning
laa rammet ind af Poppeltop
og Digets friske Grønning.
Her gled min Livsdags Morgenstund
med Fattigdom i Eje,
og dog dets Minde altid staar
som Sol paa mørke Veje.
Et bedre Læ jeg aldrig fandt
for Slud og Rusk derude,
og aldrig smilte Sol saa mild
som paa min Barndoms Rude.
Og Sorgen svandt som Dugg for Sol,
af kærlig Haand udglattet.
En Verden stor og tornefuld
min Tanke aldrig fatted.
Jeg husker hver en Krog saa grant,
som stod den for mit Øje,
det gamle Uhr paa kalket Væg,
det brune Bord med Fløje.
Jeg føler end min Moders Haand,
der stopped fast min Dyne;
min Faders Slid for dagligt Brød
mig aldrig gaar af Syne.
Det lille Hjem er skyllet bort
af Tidens stærke Bølger;
nu staar jeg der ved Skumringstid
med, hvad mit Hjerte dølger.
Og hvisler Vindens Suk i Hyld,
jeg synes, det er Stemmer,
der taler om en runden Dag,
jeg aldrig, aldrig glemmer!