Underfulde Sommermorgen!
— nylig vækket af dit Blund
staar du over Muld og Mønning
med din Aande frisk og sund.
Taagerester bort sig liste
over Bakkens Blomsterflor.
Alle Hegnets Pilekviste
har en Glans af Perlemor.
Solens Guld paa Bæltet glitrer,
Bølgen nynner under Kyst,
Sølverspind paa Sæden sitrer,
Blomsterduften stiger tyst.
Viben sig i Lykke vender,
Lærken jubler over Vang.
Digesvalen Vingen spænder
over Breddens Flint og Tang.
Engen klædt i spraglet Robe
damper end af Konens Bryg.
Kløverhø som Kæmpevorter
tynger Bakkens nøgne Ryg.
Under Hasselhegnets Hvælving
høres Bækkens sagte Kluk.
Gennem Skoven gaar et Ekko
efter Øksens Dødsenshug.
Hanegal og Hønens Kaglen
spreder sig fra Udmarkshus.
Føllet famler over Skaglen
efter Øgets fyldte Krus.
Lammet stjæler sig i Havren,
nyder Barndoms lyse Dag.
Kvien raaber lydt paa Davren
i det tomme Tøjreslag.
Triste Sjæl, hvem Livet krænker
bag ved Stuens mørke Mur,
stryg af Ank’len alle Lænker,
søg herud i Guds Natur!
Mellem Sang og Blomsterduften
ligger Glemselskilden gemt,
svøbt i Sommermorgenluften
hænger Smilets Harpe stemt.