Græsgrønne Skrænter og Sol over By,
mørkeste Vinter er lammet og sky!
Alt hvad der knuger og sortner i Sind,
det vil forsvinde — nu Vaaren gaar ind.
Krystede Kulden din fattige Krop,
dyngedes Sneen paa Vejene op,
glinsede Isen paa Tage og Tind:
det vil forsvinde — nu Vaaren gaar ind.
Famled din hvervløse Haand efter Brød,
skønt med Velsignelsen Fadene flød,
viklede Armod dig ind i sit Spind:
det vil forsvinde — nu Vaaren gaar ind.
Hersede Nøden bag isnende Væg,
farvedes Øjet af mørkeste Præg,
fandt gennem Sprækken en hvinende Vind:
det vil forsvinde — nu Vaaren gaar ind.
Græd du, naar Barnet gik sultent i Seng
kyssed du Taarerne bort hos din Dreng,
stirred du Øjet paa Savnene blind:
det vil forsvinde — nu Vaaren gaar ind.
— — —
Gnistrede Øjet ved Stormandens Pragt,
saa du, han maalte dig kun med Foragt,
kendte du Urettens Sugen i Sind:
find vore Rækker — og Vaaren gaar ind!
Følte du Spirerne gro i din Barm,
mærked du, Kræfterne svulmed i Arm;
riv da fra Struben det kværkende Bind,
find vore Rækker — og Vaaren gaar ind!