Edvard Egeberg (1855–1938)

D

Da du var bleven Kjolen kvit

De store Skove sove

Den favner vidt, den store Fred

Den kan kvæge som Vindens kølende Drag

Den stærke Krist paa Himmeltronens Hynder

Dens Bølger er i Vindes Strid

Der er en Bæk, dens Løb er stridt

Der er en Tid, da Livets Uro dæmpes

Der kommer en Tid, da min lille Dreng

Der stod en lille Bøg paa Bakkehældet

Der staar de, bygget op af Sten og Grus

Det lille Pumpeværk derinde

Det, som vi inderst inde tror, vi naar

Dit Øje flakker uden Maal

Dit Øjes Glans mig minder Gang for Gang

Du, som mig Gud har sendt til Trøst

E

Et Hjulspor blev i Bakkeskrænten skaaret

G

Gid Livet handle mildt med dig

H

Hans Sjæl har kendt de stærke Strømme

Hvad er et Hjem? — Et Sted, hvor Dagen rinder

Hvor bløde er dog ikke Barnets Hænder

Hvor Bøg og Birk paa Bakkehældet luder

Hvor kort er Tiden med de røde Kinder

Hvor Solen kun sjældent naar ned

Hvorfor kan jeg ikke Stjernen naa

I

I Tidens Løb saa meget sammen ramler

J

Jeg har i Heden tæt herved

Jeg synger ej min egen Lov

L

Langt videre, end vore Øjne kan naa

Lidt Eg, lidt El, lidt Birk og Pors

M

Mangen Gang i Livet det mig hændte

Med Randselen fyldt af Døgnets Strid

Min lille Dreng, jeg giver dig

Mørk er Skoven, tavs er Fuglekoret

N

Nu drejes Nøglen om igen

Nu luer Himlen som et Baal

Naar Nattens Skygger sig om Lejet breder

Naar Sneen falder tyst ved Solhvervstide

Naar Øjet lukket bli’er for sidste Gang

P

Paa Livets store Kirkegaard

S

Saml i dit Bryst, før du synger

Skønt Dagen glider saa stille

Som fredløs drog jeg alle vide Vegne

Stille laa i Nætter og i Dage

T

Træffer du en Mand, der blegned

V

Vi stod ved Havens Laage, han og jeg

Vil vi da, mens Julelyset brænder