Dit Øje flakker uden Maal,
man Næsen knap kan se,
og Munden er til Mad og Skraal
og kan endnu ej le.
En Søvnetryne er du, Bro’r,
det er en afgjort Sag:
du mellem Vuggens Puder bo’r
hele lange Dag.
Og naar du er af Søvnen mæt,
du kalder Moder hen
og drikker, til du bliver træt,
og sover saa igen.
Hvor er dog alt ufærdigt, smaat,
du løjerlige Fyr,
ja, ret beset, saa er du blot
et lille, morsomt »Dyr«.
Og dog — en Sum af Fryd han er
i Løjert og i Lin,
ja, overmaade meget værd,
fordi den Dreng er min.