Der er en Tid, da Livets Uro dæmpes,
da der er mere Fred og mere Varme,
da mindre hadefuldt og vildt der kæmpes
og mere Bærekraft har vore Arme.
Der er en Tid, da gamle Sange klinger
lidt mere skønt og naar vort trætte Øre,
da alle gamle Klokker højlydt ringer,
saa vi kan ikke slippe for at høre.
Der er en Tid, da Livets Nød og Fare
en Stund bag Horisontens Rande synker,
da vore Børn, vi selv bli’r mere rare,
og Fattigfolk vi ikke bare ynker.
Der er en Tid, da der er stærkest Grøde
i Trangen imod ham, vi lidet kender,
da Tvivlene er lettere at døde
og Trangen i et Raab mod Himlen ender.
Den er her nu. Vi hilser og vi nejer.
Til vore Børn og til os selv den kommer
— ifald vi endnu lidt af Barnet ejer —
som vaarligt Pust, som Vintertidens Sommer.