Nu drejes Nøglen om igen,
paa sine Hængsler Porten svinger.
Mon Aaret bliver mig en Ven,
og Vennen gode Gaver bringer?
Jeg véd det ej, men det jeg véd:
jeg gi’r min Sag i Herrens Hænder,
saa bliver Dagen meget hed,
min Fod jeg ej paa Sandet brænder.
Og bliver Himlen end lidt graa,
jeg vil mig ogsaa deri skikke.
Den er jo dog bag Skyen blaa,
selv om mit Øje ser det ikke.
Og bli’r min Mark lidt mindre grøn
og mine Agres Fold lidt færre,
da vil jeg huske i min Bøn,
at Himlens Gud er Høstens Herre.
Og staar der i den store Bog,
at jeg paa Vejen én skal miste,
jeg tror, den Stund vi Afsked tog
ej blive skal den allersidste.
Og skal jeg ud fra Port og Led
imod det næste trælsomt vandre,
saa vil jeg støt mig trøste ved:
det bli’r nok bedre bag de andre.
— Saa vil jeg da fra Vaar til Høst
og gennem Vinteren trøstig skride,
naar Vejen peger blot i Øst
mod Landet paa den anden Side.
Og mens jeg gaar fra Led til Led
— maaske det sidste er det næste —,
jeg henter derved Mod og Fred:
det sidste aabnes for det bedste!