Med Randselen fyldt af Døgnets Strid
af Livets Sorg og Synd
igennem Vaar og Vinter hvid
vi naaede nu ved Juletid
til Rast ved Sichems Brønd.
Og selv om langtfra alle faar
en Drik af Livets Vand,
vel ingen helt forgæves gaar,
men finder stedse Aar for Aar
en Trøst ved Brøndens Rand.
Med Mindets Glans i Spejlet staar
en Mor med milde Blik,
en gammel Far med hvide Haar,
en Ven fra glade Ungdomsaar,
hver med sin Læskedrik.
Hver Juleleg, hver Barnedans
og hver uskyldig Lyst
staar Brønden rundt i Blomsterkrans;
— vi plukker løs ved Taarers Glans
og gemmer ved vort Bryst.
Og naar vi gaar fra Brøndens Rand
og atter er beredt
at stævne ud i Vinterland, —
fik vi end ikke Livets Vand,
vi har dog Himlen set.