I Tidens Løb saa meget sammen ramler
af det, vi nemmede paa Barneskamler,
og tit blev det, hvorfor vi højt har glødet,
igennem Tidens større Viden dødet.
Ind i en fremmed Tid jeg snart ham sender,
den dunkel er, og lidet jeg den kender,
og Livet vil imod hans unge Øre
saa mange falske, vilde Stemmer føre,
og disse Røster er saa sælsom stærke,
at jeg med Angest maa min Afmagt mærke.
Men, skønt de mange Hjem i Vemod græder,
den nye Tid sin egen Vise kvæder,
og skønt de tusind Faderøjne vaager,
forsvinder Sønnerne dog tit i Taager.
Vel, jeg maa væbne ham saa godt, jeg evner,
naar ud fra Hjemmets Havn han snarlig stævner,
og haabe paa, naar lian begynder Striden,
at Hjemmets Kærlighed vil staa ved Siden
og svæve som en fredsæl Due over
den Sø derude med de vilde Vover.
Gid dertil jeg i Hjemmet lier maa samle
det bedste ny og alt det gode gamle
og give med, naar Hjemmet han forlader
og vandrer ud paa Livets brede Gader,
saa vil han ej i Døgnets Strid sig sælge,
men blandt det nye sig det bedste vælge.