Vi stod ved Havens Laage, han og jeg,
han skulde vandre nu sin egen Vej
Jeg tog saa fast i Favn med sorgfuldt Mod
min store Dreng, mit eget Kød og Blod,
og ønskede ham vel i Verden fare.
Vil Tiden gennem al sin Røg og Damp
dig hurtig trætte i den haarde Kamp
og som et usselt Stykke Vraggods finde,
— hvad eller, skal en Gang jeg se en Tid,
da du vil gennem Livets Kappestrid
Prinsessen og det halve Rige vinde?
Skal du en Gang som hædret, fornem, stor
paa Hyndet strække dig ved Livets Bord
og Glæden ind af slebne Skaaler drikke
— hvad eller, under Skæbnens haarde Tryk
med Hundens Logren og med bøjet Ryg
som fattig Stodder gennem Livet tigge.
Maaske det gaar dig som den tabte Søn,
der ødte Arven, følte Syndens Løn
og ene stod i vanskelige Dage.
Skal saadant ske, da maa du buske paa,
at Hjemmets Dør og Arme aabne staa,
saa vil du sikkert finde Vej tilbage.
— Hans Øjes Taare var en flygtig Gæst,
han rejste ud i Livet som til Fest
og af dets Strid sig herlig Moro loved’.
Jeg blev tilbage med mit tunge Savn
og favned’ under Graad hans kære Navn
og klappede i Tankerne hans Hoved.