Hvor kort er Tiden med de røde Kinder:
hvor hurtig dog de klare Øjne slukkes,
hvor snarlig flytter Livet ind blandt Minder,
ved hvilke vore matte Øjne dugges.
Med Vemod vi os over Graven bøjer,
hvor Ungdomstiden sover Dødens Slummer;
man mærker Dødens Nærhed og forstummer,
imedens Tungsind sig til Vemod føjer.
Den Dans, man danser uden Træthed,
imedens Ungdoms lyse Elskov fødes,
og Hjertet stærkt af Haab og Længsel glødes,
imedens Brystet aander højt med Lethed,
og Livet, hvori alle Pulse banker,
som synger højt i Ungdoms Glans og Glæde
— det er et Paradis vi maa begræde,
fordi vi bøjet udenfor det vanker.
Og dog — mens Livet dør i gamle Stammer,
man glædes ved et Liv, der er i Vorden;
en Ungdom fødes atter her paa Jorden,
og evigt Liv i nye Slægter flammer.