Det lille Pumpeværk derinde
gik hidtil altid jævnt og støt,
og Øjets smukke blaa Kærminde
saa’ altid saa frimodig sødt.
Saa kom en Stund, da ej de funkled’,
da mørke Skyer for dem gled,
da Løgnen første Gang dem dunkled’
og tvang dem imod Jorden ned.
Og Hjertet, det tog til at dikke
— ret som et Ur, der Hastværk fik —
og lyserødt var Blodet ikke,
som hurtig op i Panden gik.
Det var, som naar der hurtig suser
en Vind, der har fra Vint’ren Bud
og Bølgespejlet heftig kruser
og sletter Himlens Billed’ ud.