Nu luer Himlen som et Baal,
og Bakker staar i Brand,
nu ligger som i Smælteskaal
det halve Østens Rand.
Og Morgenglansen breder sig
saa vidt i Syd og Nord,
og som en Favn den møder mig
og taler stærke Ord.
Hvad Tiden bragte mig som Ven,
hvad i mit Liv fik Værd,
det møder mig nu her igen
og kommer mig saa nær.
Alt, hvad i mig er gemt af Trang
til Livets bedste Lyst,
og alt, hvad der er stemt i Sang,
gaar frem mod Solens Kyst.
Og hvad jeg bar af Troens Glød
fra Barneaar til nu,
som var min Trøst i Livets Nød,
det blusser i min Hu.
Og alt, hvad slet der hindred mig
min Gang mod Livets Maal,
det bærer dybt i Anger jeg
til Død i Østens Baal.
— — Min Sjæl, du dyre Livets Gnist,
du Glimt af Livets Sol!
du stiger op mod Lyset hist:
den store Guds Symbol.