De store Skove sove,
og Markerne ligger Lig,
og alle Aase indsmelte
i Himmelhavets Vig.
Natten gemmer det hele.
Til sovendes Aandedrag
er Livet paa Jorden dødet
— alt slumrer mod Juledag.
Men hisset det mylrer og blinker
i Himlens vældige Skaal;
det funkler som Tusinder Gnister
fra Solens Verdensbaal.
Og hvert et Blink er en Verden,
maaske med utalte Liv;
— jeg svimler og bøjer mit Hoved,
jeg usle, svajende Siv.
Hvad er min Gnist mod en Verden
— en Verden med utalte Liv!
hvad er min Gnist i Rummet
— jeg usle svajende Siv!
Og dog er jeg Del af det evige,
der aldrig i Rummet forgaar,
af det, der ikke kan dødes
af Evighedernes Aar.
Og derfor i Midnattens Øde
jeg stirrer mod Himlens Hvælv
og haaber i Verdensnatten
at bjærge min Sjæl, mit Selv.
Naar Stjernerne slukkes hernede,
og alt bliver Mørke og Død,
lad atter dem tændes deroppe,
i Dybet, i Guddommens Skød!