Hvorfor kan jeg ikke Stjernen naa?
Hvorfor skal jeg spise, hvorfor drikke?
Kan, som du, jeg Skæg paa Hagen faa?
Gud har da vel Øjne? Har han ikke?
Saadan bli’r du ved fra Morgenstund,
indtil dine Øjne sammen falde,
fuld af Spørgsmaal er din lille Mund,
— jeg kan langtfra svare paa dem alle.
Lig de travle Myrer rundt de gaa,
søge om i Himmel og i Stue,
synes rettede paa maa og faa,
samle dog til Hjernens lille Tue.
Spørgsmaal kædes hele Livet ned;
tungt og tæt de følge paa hverandre.
Mod vort Udspring, mod det dunkle Sted,
Livet stunder, søgende de vandre.
Dine Spørgsmaal gaar den samme Vej,
vil til sidst forsøge paa at raade
det, jeg søgte bunde før end dig:
Livets store, underlige Gaade.