Der stod en lille Bøg paa Bakkehældet,
hvor stærkt det skraaner mod Nordvest,
hvor Stormen mangt et mægtigt Træ har fældet,
da der er lidt af Sol og megen Blæst.
I Ly af store Stammer den sig dukked’
og levede sit eget, lille Liv,
da kom en Dreng — som Drenge tit — og hugged’
en hæslig Flænge i det med sin Kniv.
Og Solen skinnede, og Sneen dænged’,
og Vintrene de skiftede med Vaar;
det lille, smukke Træ, som Drengen flænged’,
blev tykkere og større Aar for Aar.
Men medens Kronen bredte sig mod Himlen,
gik Saaret dybere ved Træets Rod,
og Stormene, som suste gennem Stimlen,
fik Bøgen til at vakle paa sin Fod.
Saa kom til sidst en mægtig Storm fra Norden
og kasted’ sig mod Skoven gram i Hu,
indtil den slanke Stamme laa langs Jorden
til Døden dømt, skønt — ak — saa ung endnu.
. . . Min Dreng du er, som Træet stedt i Fare,
saa mangen Aften ved din lille Seng
jeg beder Himlens Herre dig bevare:
at han vil fri dig fra den kaade Dreng.