Som fredløs drog jeg alle vide Vegne,
ej Sindets Fred, ej Sjælens Ro jeg kendte;
nu kom jeg atter hjem til kendte Egne,
hvor jeg har Rod, hvor der er Fred at vente.
Jeg fandt min Dal igen, hvor jeg har hjemme,
den Dal, hvor mine kære engang døde,
og hvor jeg kan mig selv for Verden gemme,
mens gode Minder kommer mig i Møde.
Her er jeg længst fra alt det mørke, trætte,
og kære Tanker gror af Sjælegrunden.
Her skelner jeg det gode fra det slette,
og Freden lægger Fredens Ord i Munden.
Her smiler Dagen som et trofast Øje,
og Stjerner blinker ind til mig i Sengen,
og naar jeg vaagner, ser jeg, at den høje
har sat sit Spor i Duggen over Engen.
Her taler til mig alle mine kære,
og kære døde mig i Haanden holder;
kun her paa Jordens Kreds er godt at være,
og atter jeg de tunge Hænder folder.