Den favner vidt, den store Fred,
af blanke Stjerner fuld,
og skuer kongeligt herned
til mig, som kun er Muld,
men ogsaa har et Øjepar,
som spejler Himlens Glans
og ofte gennem Taarer har
set op til Stjerners Krans.
Jeg har en Sjæl, en dyrekøbt,
til Livets Varme fød,
som er i Fryd og Smerte døbt
og angst for Grav og Død,
en Sjæl, der har saa vid en Favn
som Himlens dybe Fred
og giver denne Fred et Navn
og venter Evighed.
Jeg sender trøst min Bøn af Sted
den lange Himlens Vej
og haaber, lidt af Himlens Fred
vil dale ned til mig.