Kalliope
→
Poètes
→
Niels Møller
→
Premiers vers
Niels Møller
(1859–1941)
Œuvres
Titres des poèmes
Premiers vers
Références
Biographie
Søg
Tous les poèmes de Niels Møller sur Kalliope, classés par ordre alphabétique du premier vers. La liste peut servir à trouver un poème lorsque le titre est inconnu.
A
Al min sans er fuld af sommer, solberust i sene høst
Alt har jeg øvet med min egen hånd
B
Bag byens skarpe skyggerids
Bevar mit minde, når jeg bort er dragen
Bleggule blad fra fugtsorte gren
Børen blæser fra østen ind
D
Damperen vugger i stridige strømme
De bløde drossel-fløjt fordrives snart af lunden
Decemberdagens sejge nat
Den mand, hvis sange atter bringer vår
Den tyste nat i vide ringe rundes
Der er vel dag til suk og gråd
Der sidder én og øder guld som sand
Der stiger duft fra blade-hang, det lokker mig, det vinker
Der træder et tog under højkirkens bue
Der var himlens rene blåning over skovens køle skygge
De store skyer farer
Det kom med klukkende vover, der strøg en bærende bris
Det sidste purpurskær fra skyen viger
Det summer og syder i ørets hule
Dit store øje ængster mig og spørger
E
Ej blot at jorden gråner, o min gud!
En sang om skønne kvinder
En tung og grådækket himmel med skyer, som aldrig riftes
Et minde fra skærsommers søde dage
F
Flyv rolig frem, du fredløse ravn, i din sorte, fattige kofte!
Flyv ud, ballata, lig den årle svale
Fremad, o mø og mand, gå frem!
Før snart for evig tid min mund er stum
G
Gennem det rugende mørke, hvor aldrig et ildøje våger
H
Haren ræd over marken sprang
Her er det gode gamle, som vi kender
Hjærtets længsel flagrer slagen som en fangen fugl i bur
Hvem giver råd den unge svend
Hvem gætter vel den næste dag?
Hvem mægter til det fagre land at vinde?
Hvis du var rosen røde
Hvor let du tripped om i havens gange
Hvor let og varsomt fødderne hun flytted
Hvor søen bryder mod de store stene
Hvor tindred kløgten lutret i hans blik!
Høj og hvid den strænge Død mod huset skrider
J
Jeg blev vred på min bror
Jeg dør af tørst, skønt jeg er nær ved kilden
Jeg er slimet og grå
Jeg fulgte ham en stund med ung troskyldig varme
Jeg lagde mig i dalens skød
Jeg løfter blikket fra min fod
Jeg sér kun tvist og kvide over jord
Jeg så’ dit billed dækt af guld og glitter
Jeg véd en sang så stærk og sød, som leger mig i sinde
K
Kom til mig, når sorgen gyder
Kæl ej for din kvinde
L
Lig et rødmende æble, som yderst på vippende gren jeg så
Lille pige, fem år gammel
M
Mens jeg alene gik min vej
Min rigdom er mit spyd og sværd
N
Nu er lykken vundet
O
O, kvalfuld kvide! Armods bitre plage!
Om os regnens røster mangelunde
Over de mørke graner hviler den bløde sne
O, ørkenens vind drog ind!
S
Slangen er drevet ud af Edens gård
Så mangen knejsende støtte står
V
Vi er et jævnt og sundt og sindigt folk, som træder
Vindskyggen drager dunkel på det blanke
