Vi kommer med fløjter og trommer
og rungende horn og gongonger,
vi løfter baldyrede faner,
vi Østens almægtige konger,
der knejser med gyldne turbáner;
imorges fra byen Benares
med de kridhvide sølv-minaretter
drog årle vi stolte sultáner
henover den hellige Ganges;
mod himlene steg vore sanges
malmgungrende stærke fanfares
lovprisende festlige røst;
diamantlagte guld-aeroplaner
os bar over bjærge og sletter
i et blink fra det duftende Øst;
vor Sultána vi falder for fode
og lægger i støvet vort hode:
om hun nådig vil tage vor hyldest;
da svulmer vort hjærte af lyst,
og vort ydmyge håb er sket fyldest!
