Niels Møller (1859–1941)

        Mylrende vrimmel

        og fødders tramp;

        de rives om føden,

        de ræddes for døden,

        favner i brynde, segner i kamp;

over dem lukkes en lysforladt himmel.

        Rådløst de hildes

        i tågers flod,

        de snubler på tue,

        de kan ikke skue

        længer end finger, ud over fod;

synet, der vover sig fremad, forvildes.

        Alle ting farer

        og intet fast:

        som skyer, der stiger,

        forvandles og viger,

        har intet mål, ikkun medløs hast, —

altid det samme og aldrig det varer.

I Østen drages et lysende skær,

        der mørke-fnuggene øder

og varsler verden om gry, —

bag jorden et bål mod himlen bær

        ulmende purpur, der gløder

under den hængende sky, —

så løftes ild-skjoldet frem og sender

        rødt bag dis sine strålers kuld,

som rose-lød over tinder tænder; —

og ren og gylden ad høje veje

        giver solen den sorte muld

lys og varme og liv til eje;

tindrende klare skues

        vidt hen ager og by;

blånende hvalvet bues,

        mørke og fog må fly.

O videns lys, o hellig-sol, vi rejser os og hylder dig!

        Når frem vi drog fra dyrets lod, ad sten mod gyldne stjærner,

hvad fjærnt vi så’, hvad nær vi kom, hvad fred vi vandt vi skylder dig,

        hver dag og stund i al vor færd du liv og lise værner.

                                                        Du åbned for os oldtids år,

                                                        du bragte folket frelse kår,

                                                        du tvinder livets kæde;

                                                        ved dig vi nemmed lovens sang

                                                        i mindste kryb, i kloders gang,

                                                        du giver magt og glæde;

ved dig imod naturens vold, der gør os vejen tung og trang,

                                                        vi øver tvang;

vi sætter vid og vilje ind og trodser brand og væde.

I sjælens dulgte hule-dyb, hvor ånde-vætter skared sig

        og svulmed frem i dunkel gru, så tanken veg og gyste,

som flagermus de hvisled bort, da først du åbenbared dig

        og gennem koglerøgen rød din fakkel-lue lyste,

                                                        da blev vor sjæl sit åsyn vår

                                                        og målte ud det bo, den bar,

                                                        og gik med fodtrin trygge;

                                                        med roligt sind og løftet brå

                                                        ibag sig jættestor den så’

                                                        på verdens mur sin skygge;

og dristig mænd drog ud på færd, hvor stormen huled dagens sø;

                                                        de turde dø;

og livets hus de lærte højt, men sten for sten, at bygge.

        Når den vingede ånd

        på sin brusende færd

vidt i verden gør strålende bytte,

        bag om havlinjens bånd

        ved de yderste skær

den bøjer sig frem for at lytte;

og ydmyg den nemmer, hvor solen går under;

vor viden i gætninger bunder;

        og det gynger og vugger,

og visheden viger, og gåderne stiger,

        jo dybere tanken sig dukker.

        Men der bryder et råb

        fra den mandige hu:

vi vil træde den bølgende tilje,

        der er tindrende håb,

        der er fryd, der er blu,

men lutret og hård er vor vilje.

Vi føjer tilhobe de prøvede planker

til båd for de spejdende tanker;

        når den tættes og lukkes,

vi kan drage over de bundløse vover

        og fast på det flydende vugges.

                                        Tit ad veje trange

                                        viden måtte færdes

— over sten og gennem tjørne bares lyset frem; —

                                        ofte sad den fange

                                        under fyrsters vælde,

                                        for den hårde kirke

                                        tungt den måtte trælle, —

hvo der brød de snævre mure, dommen vented dem.

Og lyset stod blod-rødt, dækket af bål-røg,

        men kæmped sig ud som stjærner af sky.

                                        Gennem mængdens myller,

                                        agtet føje, drager

sent og hæmmet lærdom foden, tung af dynd og slam;

                                        de, som fremmest skylder

                                        den al fred og både,

                                        uden tugt den vrager;

                                        ladheds hast vil råde,

uvid håner videns tålmod, kender ej til skam.

Og lyset bag dynd-dis gløder lig sump-ild,

        men løfter sig højt, hvor dunster må fly.

                                        Farligst dog, når kulde

                                        snærer viden inde,

— hånden krympes, foden standser, blodet syder ej, —

                                        ve, når de, der skulde

                                        spændig-kækt den dyrke,

                                        luder sløvt iblinde

                                        uden marv og styrke,

gustenstivnet, besk af nag mod dem, der bryder vej.

Om lyset bag bog-støv synker i vanmagt,

        det sprænger sit bur og flammer påny.

Som løv på linde,

der hastig svinde

for høstens vinde,

        er mande-kår;

men stormen kalder,

når løvet falder,

den næste alder, —

        livets fornyer, den unge vår.

Kom frem at fare

med øjne klare

du unge skare,

        bring vår i hus! —

Faklerne brænder,

lad se, I sender

fra hånd til hænder

        luende høje de lyse blus.

Hvor rig og fager

en arv I tager;

al verdens ager

        i rum og tid!

Det længst forsvundne,

det forud vundne,

det end ej fundne,

        fremad og vind det med vid og flid!

Når sandheds stjærne

I følger gærne,

mod kyster fjærne,

        I styrer trøst;

farten vil bære

sin løn og ære,

når ret I lære

        forskerens lykke og videns lyst.