Hårdt det er at kue ned
hvad naturen byder,
så ved synet af en mø
aldrig blodet syder,
plat umuligt, at en svend
lovens sten-bud lyder:
at de unge kvinders krop
ingentid os fryder.
Tærningspil, dernæst jeg hør’
tit til fald mig leder;
men når jeg har spillet væk
hver en klud og fjeder,
udad kold i åndens glød
jeg desmere sveder;
mine vers og sange da
allerbedst jeg smeder.
Tredje post! Den kære kro
man i hu vil bringe;
den jeg agted ej og vil
aldrig agte ringe,
til jeg englekoret ser
sig imod mig svinge,
og de dødes hvilesang
over mig skal klinge.
I en kro til sidste stund
tage vil jeg sæde;
lad, når jeg skal dø, min mund
smage vinens væde;
da vil engleskaren glad,
når de kommer, kvæde:
Herre! tag den dranker dér
til din himmels glæde!