Gid, strax min spurvehøg stiger, en rå
bondefalk røve og myrde den må,
føre den fra mig og plukke dens bryst,
bær ej langt heller til eder jeg trå,
end hos en anden jeg ønsker at få
elskovens gave og vågenats lyst.
Hør så en ed med den gruligste klang;
ej kan jeg ønske mig bitrere trang:
hvis blot min tanke dig nogentid sveg, —
blev vi to ene i hus eller vang,
gid jeg da stod uden manddom, en svang
unyttig fælle i favnetags-leg.
Og når jeg bliver ved tavlebord sat,
gid jeg må ikke en sysling få fat,
gid jeg kan aldrig en brik få i vej,
heller hvert eneste træk gør mig mat,
om nogen kvinde jeg dag eller nat
ynder og elsker og attrår som dig!
Af Bertran de Born XV.