Vi Kranser dig med Roser
Mel.: Nu dækker natten over.
Mel.: Nu dækker natten over.
Vi kranser dig med roser;
det dybe røde blad
vil dufte året gennem
og gøre hjærtet glad;
de skal med skønheds lue
dig holde modet ungt,
når lavt sig mulmet lægger
og dagen gråner tungt.
Det er den store visdom,
vi kun ved strid kan nå,
at skønheds guld alene
har værd at leve på:
ved den får tanken flamme,
når kulden ruger mørk;
den bær på lyse vinger
os over tidens ørk.
Vi kranser dig med roser;
de dølger tornes brod;
af dem skal du dig smede
dit våbens hårde od;
det klinger dig i hænde,
og med dit kække smil
slyng hvast det ud i verden
som gud Apollons pil.
Dér går den brede dårskab,
hun er en frugtbar kvind;
hvor hendes yngel vrimler
i klamt og låddent skind!
Driv dybt i deres vrå dem
med sår til marv og ben,
som sol for skyens tusser
os fejer himlen ren. —
Vi kranser dig med roser;
de har en sælsom kraft:
lad end dem blegnet drysse,
dog virker deres saft;
ad løndoms veje går den
og lever i dit sind,
og rosenblodet stiger
og rødmer varmt din kind.