FØRSTE AFDELING
1
Myldrende vrimmel
og fødders tramp;
de rives om føden,
de ræddes for døden,
favner i brynde, segner i kamp;
over dem lukkes en lysforladt himmel.
Rådløst de hildes
i tågers flod,
de snubler på tue,
de kan ikke skue
længer end finger, ud over fod;
synet, der vover sig fremad, forvildes.
Alle ting farer
og intet fast:
som skyer, der stiger
forvandles og viger,
har intet mål, ikkun medløs hast —
altid det samme og aldrig det varer.
2
I østen drages et lysende skær,
der mørke-fnuggene øder
og varsler verden om gry, —
bag jorden et bål mod himlen bær
ulmende purpur, der gløder
under den hængende sky, —
så løftes ild-skjoldet frem og sender
rødt bag dis sine strålers kuld,
som rose-lød over tinder tænder; —
og ren og gylden ad høje veje
giver solen den sorte muld
lys og varme og liv til eje;
tindrende klare skues
vidt hen ager og by;
blånende hvalvet bues,
mørke og fog må fly.
O videns lys, o høje sol, vi rejser os og hylder dig!
Når frem vi drog fra mørkets dal, ad sten mod gyldne stjærner,
hvad synet så’, hvad hånden vandt på verdens mark vi skylder dig,
hver dag og stund i al vor færd du liv og lise værner.
Du åbned for os oldtids år,
du bragte folket frelse kår,
du tvinder livets kæde;
ved dig vi nemmed lovens sang
i mindste kryb, i kloders gang,
du giver magt og glæde;
ved dig imod naturens vold, der gør os vejen tung og trang,
vi øver tvang;
vi sætter vid og vilje ind og trodser brand og væde.
I sjælens dulgte hule-dyb, hvor åndevætter skared sig
og svulmed frem i dunkel gru, så tanken veg og gyste,
som flagermus de hvisled bort, da først du åbenbared dig
og gennem koglerøgen rød din fakkel-lue lyste;
da blev vor sjæl sit åsyn vår
og målte ud det bo, den har,
og gik med fodtrin trygge;
med roligt sind og løftet brå
ibag sig jættestor den så’
på verdens mur sin skygge;
og dristig mænd drog ud på færd, hvor stormen huled dagens sø;
de turde dø;
og livets hus de lærte højt, men sten for sten, at bygge.
Når den vingede ånd
på sin brusende færd
vidt i verden gør strålende bytte,
bag om havlinjens bånd
ved de yderste skær
den bøjer sig frem for at lytte;
og ydmyg den nemmer, hvor solen går under:
vor viden i gætninger bunder;
og det gynger og vugger,
og visheden viger, og gåderne stiger,
jo dybere tanken sig dukker.
Men der bryder et råb
fra den mandige hu:
vi vil træde den bølgende tilje,
der er tindrende håb,
der er fryd, der er blu,
men lutret og hård er vor vilje.
Vi føjer tilhobe de prøvede planker
til båd for de spejdende tanker;
når den tættes og lukkes,
vi kan drage over de bundløse vover
og fast på det flydende vugges.
ANDEN AFDELING
1
Tit ad veje trange
viden måtte virke
— over sten og gennem tjørne bares lyset frem; —
ofte sad den fange
under fyrsters vælde,
for den hårde kirke
tungt den måtte trælle;
hvo der brød de snævre mure, dommen vented dem.
Og lyset stod blod-rødt, dækket af bål-røg,
men kæmped sig ud som stjærner af sky.
Gennem mængdens myller,
agtet føje, drager
sent og hæmmet lærdom foden, tung af dynd og slam;
de, som fremmest skylder
den al fred og både,
uden tugt den vrager;
ladheds hast vil råde,
uvid håner videns tålmod, kender ej til skam.
Og lyset bag dynd-dis gløder lig sump-ild,
men løfter sig højt, hvor dunster må fly.
Farligst dog, når kulde
snærer viden inde,
— hånden krympes, foden stanser, blodet syder ej, —
ve, når de, der skulde
spændig-kækt den dyrke,
luder sløvt iblinde
uden marv og styrke,
gustenstivned, besk af nag mod dem, der bryder vej.
Om lyset bag bog-støv synker i vanmagt,
det sprænger sit bur og flammer påny.
2
Som løv på linde,
der hastig svinde
for høstens vinde,
er mande-kår;
men stormen kalder,
når løvet falder,
den næste alder, —
livets fornyer, den unge vår.
Kom frem at fare
med øjne klare
du unge skare,
bring vår i hus! —
Faklerne brænder,
lad se, I sender
fra hånd til hænder
luende høje de lyse blus.
Hvor rig og fager
en arv I tager:
al verdens ager
i rum og tid!
Det længst forsvundne,
det forud vundne,
det end ej fundne,
fremad og vind det med vid og flid!
Når sandheds stjærne
I følger gærne,
mod kyster fjærne
I styrer trøst!
farten vil bære
sin løn og ære,
når ret I lære
forskerens lykke og videns lyst.