Erinyernes Dans
(Efter Aischylos’ »Eumenider«.)
(Efter Aischylos’ »Eumenider«.)
Velan, lad os træde den slyngende dans,
nu vi vil, at vor sang
skal røbe sin rædsel og nævne
den lod, vi vandt hos menneskens æt,
den vej, vi blev skikket at stævne.
Retfærds-domme er al vor trå;
hvo, der kan række
hænderne rene,
lister vor vrede sig aldrig på:
menløs han går gennem livet.
Men hvo, i brøde som manden dér,
dølger de blodige hænder,
ham stedes vi for, ham træder vi nær:
sanddru vidner for dødninge,
hævnens fylde for blodskyld.
Moder, der bar mig, o moder Nat,
til synløse som til seendes bøde;
hør mig! For Letos ympe
bryder min ret,
røver mig fra
denne dukkende flygtning, min lovlige bod
for det mødrene blod.
Over vort dødsoffer
skingrer vor sang
dårende, vildende,
Erinyers kvad,
sjælene hildende,
lyreløst.
Dødelig mand
fortørrer dets brand.
Det var den gærning, os skæbnen spandt,
ubrydelig fast, til varende eje:
løfter en mand i brøde
selvrådig hånd
følger vi ham,
til han går under mulde, og dér lader vi
ikkun føje ham fri.
Over vort dødsoffer
skingrer vor sang
dårende, vildende,
Erinyers kvad,
sjælene hildende
lyreløst.
Dødelig mand
fortørrer dets brand.
Alt fra vor fødsel vi bar den lod og gave
hæder at have, fra guderne fjærnet. Aldrig hos dem
var vi fælle og gæst;
vi, uden snehvide lin, uden fryd, uden fest,
råder i søndrede hjem;
ved slægters fald, når krigens gud
hidses i fred mod frænder,
se! da styrter vi ham imod,
slapper hans stærke hænder,
drukner ham under det nye blod.
Byrden for andre vi bær, når ud vi farer;
guderne sparer vi bloddommen, lyder kaldet til mig;
ej for øje dem nåer
blodvåde niddinges hob, de, som Zeus i sin gård
aldrig vil stede for sig.
Ved slægters fald, når krigens gud
hidses i fred mod frænder,
se! da styrter vi ham imod,
slapper hans stærke hænder
drukner ham under det nye blod.
Jorderigs ry, der løfter sig prud mod himmel,
smælter og daler i muld og i skændsel forgår,
drager imod det vor sorte forfærdende stimmel
og hæver til dansen sin fod.
Højt jeg springer
og svinger mig ned
over ham, tung på tå:
ræd vil han løbe, —
men foden gled:
Ufærd sit rov vil nå.
Dåret af vanvid aner han ej, han falder;
sådan har brøden mulm over mennesket hængt;
over hans hus den klagende folkerøst kalder
et sortnende natmørke ned.
Højt jeg springer
og svinger mig ned
over ham, tung på tå,
ræd vil han løbe, —
men foden gled:
Ufærd sit rov vil nå.
Sikkert, søstre, råd og vej
til fuldgod hævn vi skønner,
strængt vi mindes synd, og ej
os blidner menneskens bønner;
uden agt og ære vi
langt fra guderne dvæle
i det solløse mugg, ad den vildsomme sti
for blinde og skuende sjæle.
Hvo da vil ej frygte ræd
og hædre os i livet,
hører han vor lov og sæd:
af skæbnen blev den os givet.
Alle guder den besvor;
ære har vi af ælde,
og er ej uden agt, skøndt vi fik under jord
i skumring vort hværv og vor vælde.