Niels Møller (1859–1941)

Bag boden, i kontoret

for Musens gyldne æg,

en lille mand tog ordet

og talte til sin væg;

han drøfted så forlegen

den bog, man til ham bød,

som om det var hans egen,

og han den halvt fortrød.

Han vejed (som han burde),

om varen loved salg,

han vred sig, om han turde,

men traf med ét sit valg;

af øjet gled en flammen:

ja vi må jo dog engang

vor egen sjæl til gammen

gi’ ud en ædel sang.

Han solgte andres bøger

og kunde gjort dem selv, —

så rap og rustet søger

han videns dybe elv:

fra gulnet old han spænder

til nutid-lundens grønt,

han tal og love kender

som Hellas’s hvide mønt.

Hvor mangen mester byder

en hver sin videns høst,

så blidt beskeden lyder

men grundig klog hans røst;

han dynged kundskab sammen

ej for at samle blot,

af øjet går en flammen

for sandt og skønt og godt.

Lidt blegt og spotsk han smiler,

men ej er sjælen træt,

til dyst den vågen iler

for skønt og godt og ret:

for folkets arv han kæmped

med lyst og slebet stål,

for ingen fjende læmped

han fejdens med og mål.

På mangen mark han sukked

i slid for land og by,

hvor andre mulig plukked

det meste gavn og ry:

ej mængdens øre glammen

hans sind og tunge bandt:

af øjet fór en flammen

for godt og ret og sandt.