Harald Høffding
1903
1903
Får min tanke lov at drage
bort fra disse rundgangs-tider,
hvor hver morgen mødig rider
for min dør sin magre hest,
tyve år og mer tilbage,
da jeg ung med grådigt øje
gennem portens åbne fløje
søgte kundskabs rige fest,
varmer stændig det mit hjærte,
i hvad tvivl jeg siden fristed,
ihvad håb og tro jeg misted,
trods hver drøm, der visned bleg:
den gang fik jeg tændt en kærte,
som mod nattens grå med samme
stærke, hvide, stille flamme
trolig lysner på min vej.
Vantro, skuffet, kold af harme
sad jeg hos vor første lærer:
dans af tynde, tomme blærer
gav han os for brød af ånd;
hos den næste — ak, den arme!
Hjærtet i ham græd, og stækket
uden fodefæste dækked
han for solen med sin hånd.
Bort og frem min higen hasted,
til jeg fandt en tredje bolig,
hvor en vågen skare rolig
lytted til en rolig røst.
Glad og gærne dér jeg rasted:
nu var kundskabs herberg nået;
her i sjælens muld blev sået
ærligt korn fra livets høst.
Ingen fløjtetrille kæler
bag vor mesters ædru taler,
intet vindigt ildhjul maler
funke-regn i rødt og blåt;
klogt og fast hans øje dvæler,
panden løfter sig i furer,
jævnt sin tankes værk han murer,
ordet falder tørt og godt.
Men af talens sikre viden
verdensbred en dagklar lysning
fødes, og en morgen-gysning
sitrer gennem sind og sjæl:
Alt er ét, og stor og liden
samme dybe kvæde synger,
urtids-soles jætte-klynger,
orm, der knuses under hæl.
Ingen gud med fork i næven
driver havets grønne bølger,
ingen trold sit lune følger
over sky, i mark og skov;
ikkun én ved verdens-væven
slynger dugens tusind tråde,
gyldent lyse, blodig våde,
livets stille strænge lov.
Led i led har livets kæde
under drift og tanke fæste;
hvert er fader til det næste,
og du høster, som du sår.
Ord til angst og ord til glæde!
Mod din dør alverden stormer,
selv som led dit liv du former,
hundred børn omkring dig går.
Og retsindig har vor lærer
bøjet over tidens strømme
stræbt at lede, søgt at dømme
mandens krav og slægtens mål;
han, der livets sambånd ærer,
voved varsomt kun at veje
fortids arv og vundne eje
på sin granskens fine skål.
Trofast dog han synet vendte
frem, hvor bedre eje skabtes;
rettens mand, da retten tabtes,
aldrig tavs, når pligten bød.
Bag hans jævne ro det brændte:
hvor det dødes visne rødder
tvandt sig mygt om vore fødder,
slog hans tale ud i glød.
Mer end ord hans egen færden
holdt igen og ægged andre;
viljestyret sås han vandre
midtervejens svære sti;
ligevægtig bar han verden,
spøged selv i sygdoms plage;
unødt stod han alle dage
virksom sine venner bi.
Dorskhed af vor sjæl han fejed,
når han strængt sit arbejd øved:
gennemforsket, grundig prøvet
gav han os sin kundskabs skat;
åndens dybe trang han vejed,
rastløs fór hans modne tanke,
til den nåed videns skranke,
der, hvor tanker brydes brat.
Ikkun tak jeg kender mod ham;
traf jeg ham i dagens øde,
bort jeg fra hvert flygtigt møde
mere mild og styrket gik;
så’ jeg bag, når jeg forlod ham:
fast og frem sin fod han førte,
vandred tyst som én, der hørte
tankens lønlige musik.