Her i det blege Nord, hvor vindens trolde
nu drilsk sig snor i ond ubændig dans
og snart tålmodig døgn igennem tuder,
mens, himlen over, skyer vælter kolde
de flossede buge mod os uden stans, —
hvor solen syg og gold bag disen drager
og kun i døden gyder blodig glans, —
og kornet fryser på den dunkle ager,
her, hvor ved gry
Dagkæmpen rynker brynet mod den tunge sky, —
det hænder stundom dog: hos jorden byder
Elysions gyldne dage sig til gæst, —
da tindrer bølgen, himmel-hvalvet blåner;
og drossel-sangen jubelsvanger lyder;
fra kløver-marken bær den myge blæst
de varme blomsters duftig-dybe sødme,
og landet svulmer grønt til frodig fest,
og yppig blusser rosens purpur-rødme;
vidt over vang
Soldrotten lyser lykke på sin høje gang.
Og hen i høst, når hvedens trave sender
sin modent tørre em, hvor leen hven,
når brombær-rankens perle-rader sortner,
og æblet, som sig buttet saftfuldt spænder,
rødkindet lyser på sin mossede gren,
når stråledugget spind i vinden vugger,
og luften rinder lydhør, let og ren,
og man af bristefærdig lykke sukker; —
lysets farvel,
skønhedens sidste skål, når solen går på hæld!
I disse årets fagre højtids-dage,
hvis minde gennem vinter-smulm os bær,
vi ser en sanger-gæst imod os drage,
hyldet og kær, —
det er din sommer-sjæl, John Keats, vi vandrer nær.