Anonym, 1700-tallet

Tous les poèmes de Anonym, 1700-tallet sur Kalliope, classés par ordre alphabétique du premier vers. La liste peut servir à trouver un poème lorsque le titre est inconnu.

D

Den kielne, friske, purpurrøde Flamme

Det er saa sødt, at være fri

Dig forkynde min Sang, du Livets evige Kilde!

Du siger, Linna! jeg skal ikke klage

E

En hidsig Feber overfalder

Er det den sande Lykke her paa Jorden

H

Hvad kan jeg, bedste Glut! vel tænke uden Dig?

Hviil sødt i Søvnens Arme

J

Jeg kiender en Herre, jeg kiender en Mand

M

Med det hele Moderhiertes Varme

Mens Lykkens Børn, Forlystelsernes Flok

Mild og skiøn og riig paa Glæder

Min Kone findes her nedlagt til Jord og Muld

O

O Du Eneste! mit Held, min Ære

O! hvor tungt det trykker mig!

O, nu jeg føler, de har Ret, som sige

S

Skal jeg da skylde dig hver Tilvært til mit Vel?

Skiøn er Purpur-Rosen, naar dens Mund

Sover Piger sødelig!

Straal Soel i fulde Glands, du Dag vær blid og klar

Synger, spøger, dandser; men tillader

Saa brød dog frem den længe ønskte Dag!

Saa viis er ingen, at han jo begik

T

Tie, min Jammer! Solen daler

Tryllende, som Phoebe, leer dit Øie

V

Vee Støvet, hvis bag denne Livets Scene

Velkommen over farlig Strand

Væne Piger! tag Jer vare