Skiønt blomstre paa Livets den yndige Stie
De Glæder, os Himlen lod finde:
Og iiler end Glæden bevinget forbi,
Os qvæger dens herlige Minde.
I Fædrene Egne vi vandre saa froe,
Og tænke paa Barndommens Dage;
Hver Fryd, som vi smagte i Uskyld og Roe,
Vi henrykte kalde tilbage.
Men Held os! ei blot paa vort Fødested boer
Fortryllende, brødefrie Glæde:
Hver Plet den forskiønner paa videne Jord,
Hvor Venskab og Dyd har sit Sæde.
I fandt den, o Venner! i landlige Boe
Ved Arbeid og lønnende Hvile:
Og afbrød end Sorger den frydfulde Roe,
Snart saae I den atter at smile.
Saa herlig den smile til Eder igien,
Som her i den Kreds I forlade:
I mødes jo atter af Frænde og Ven,
Og alle jer hilse saa glade.
Og naar det da lyder, det tunge Farvel
Fra kiendte og elskede Steder,
Da, Ven og Veninde! da dvæle jer Siel
Ved Mindet om hensvundne Glæder!
Da vifte jer Haabet hver Glæde paa nye
I tryllende Glands at oprinde,
Og Sorgens den sidste, den fierneste Skye,
Som Mulmet for Soelstraalen svinde!
Høit Sangen sig hæver fra vennehuldt Bryst:
Vort Ønske vi freidig gientage:
Blidt svinde for Eder i Held og i Lyst
Enhver af de kommende Dage.