Da Glæden til Jorden som Pillegrim kom,
Den intet Qvarteer kunde finde;
Thi hist var der lukket, og der ingen Rom,
Og andensteds ingen var inde.
Først tyede den, som saa mangen da giør,
Til Fyrsternes Høielofts Sale;
Men der den saa saare blev giennet paa Dør,
Af Hofetiquet og Cabale.
Saa vendte sig Glæden til Riigdoms Hotel,
Der bød man den gyldene Kiæde;
Med ædel Fortrydelse bad den Farvel,
Thi Lænker er ikke for Glæde.
Hos grublende Lærde den bankede paa,
Men han efter Gloser monn’ jage;
Thi uden for Dørren han Glæden lod staae,
Og kunde den ikke modtage.
Da aabnede Venskab den broderligt Favn;
Did ilede Glæden med Gammen;
Der har den nu fundet sin Boelig og Havn,
Og stedse de ere tilsammen.
Naar da een af disse skal fryde et Lag,
Man stedse dem begge maae bede;
Thi vi os og love, at de her i Dag
Iblandt os er begge tilstæde.
Saa skienker i Glasset; lad Skaalen gaae om,
En Skaal for hver Ven og Veninde!
Ved Venskabets Haand de imellem os kom;
Gid hos os de Glæde maae finde!
R.