Dronning blandt de fyenske Steder,
Dig vi synge. Mange Glæder,
Odense! vi skylde Dig.
Og engang skal Lethe høre
Strengen, som vi sølvgraae røre,
Tone dem taknemmelig.
Sødt I gleed, men ach! saa fage
Sorgfrie Barndoms glade Dage.
Da indstrømmed’ idel Lyst
I det aabne varme Hierte,
Og tillod den sieldne Smerte
Ei at giemmes i vort Bryst.
Mellem Nonnebiergets Høie
Dreves tætte Bold for drøie
Slag, og korte Sorg med den.
Tolleslund fornam vor glade
Sang, som fierne Oreade
Strax lærvillig tog igien.
Svada tidt, paa Gottschalks Tunge,
Os henrev. Saa føelte unge
Græker, Herodot! ved Dig.
Nannestad! — see Taaren fylde
Øiet — men hvad vi Dig skylde,
Tolker ingen Dødelig.
Leeg og Arbeid, Sorg og Glæde
Os foreente. Venskabs Kiede
Hverken Haab om Fordeel bandt,
Eller varsom Mistroe svækked’;
Broders Feil det kierlig dækked’,
Og hans Vel som eget fandt.
Vaarens Døttre segned’ blege;
Og af deres Aske stege
Yngre Søstre næste Vaar.
Livets blide Foraarsdage
Randt, som Bækken hen, saa fage,
Ei tilbage Strømmen gaaer.
Ei er Rosen os den samme,
Dog den Dyds, den Venskabs Flamme,
Som Du tændte, Odense!
End paa sneesænkt Kind skal gløde,
Og, med Livets Aftenrøde
Udslukt, tændes klarere.
Dronning blandt de fyenske Steder,
Tusend, Tusend sande Glæder
Dig vi skylde; og om Dig
Lethes tause Bred skal høre
Harpen, som vi sølvgraae røre,
Lyde høit og undre sig.